Når USA benytter 'coercive diplomacy' – altså en kombination af trusler og sanktioner for at tvinge Iran til eftergivenhed – ændrer det spillereglerne. I stedet for at forhandle ud fra gensidig accept, forsøger man at tvinge modparten til at ændre adfærd gennem økonomisk eller militært pres. Det udfordrer den liberale verdensorden, hvor multilaterale aftaler og FN-pagtens principper om fredelig mægling normalt vejer tungest.
Brugen af maksimale sanktioner (Maximum Pressure) skaber en præcedens. Hvis stormagter kan diktere vilkår gennem økonomisk krigsførelse frem for diplomatiske kompromiser, svækkes tilliden til internationale institutioner. Det sender et signal til andre stater om, at magt og økonomisk dominans trumfer juridiske rammer. Dette kan føre til en mere fragmenteret verden, hvor stater søger mod alternative alliancer for at beskytte sig mod vestligt pres.
Konsekvensen er en erosion af de normer, der skal forhindre konflikter i at eskalere. Når diplomati bliver et redskab til overgivelse frem for løsning, øges risikoen for, at modparten reagerer med øget modstand og asymmetrisk krigsførelse. Det gør vejen til en varig fred mere usikker og uforudsigelig for alle parter.
