Vindforholdene spiller en afgørende rolle for, hvordan en brand udvikler sig til en ildstorm. Under de to eksplosionsdage skabte de specifikke vindmønstre en ekstrem synergi med varmen fra selve eksplosionerne. Hvor andre historiske brandkatastrofer ofte er drevet af generel vind fra ét hjørne, var vinden her præget af lokale turbulensfænomener og termiske opvinde, der blev forstærket af de kraftige eksplosioner.
Denne kombination betød, at ilt blev suget direkte ind i brandens centrum med ekstrem hastighed. Dette skabte en selvforstærkende cyklus, hvor vinden ikke blot flyttede flammerne, men aktivt fodrede ilden med mere ilt. I sammenligning med traditionelle skovbrande eller bybrande, hvor vinden ofte fungerer som en passiv transportmekanisme, fungerede vinden her som en aktiv motor i ildstormens udvikling.
Det resulterede i en ekstremt hurtig spredning og en temperaturstigning, som er svær at modvirke med konventionel brandbekæmpelse. Forståelsen af disse vindforhold er essentiel for at kunne analysere, hvorfor katastrofen fik netop dette voldsomme omfang i forhold til lignende hændelser i historien.
