Hans fortid i post-punk og avantgarde fungerer som et fundament for hans litterære virke. Denne musikalske og kunstneriske baggrund ses tydeligt i hans brug af fragmenterede narrativer og en dekonstrueret sprogbrug, der bryder med den traditionelle romanform. Ligesom post-punk genindførte en råhed og en eksperimenterende tilgang til lyd, benytter han sig af en sproglig minimalisme, der skaber en intens og ofte ubehagelig atmosfære hos læseren.
Tematisk trækker hans værker på avantgardens fokus på det absurde og det eksistentielle ubehag. Der er ofte en underliggende følelse af fremmedgørelse og social kritik, som spejler post-punkens oprørske og dystopiske natur. Hans tekster undersøger ofte individets opløsning i mødet med moderne strukturer, hvilket minder om de nihilistiske strømninger i 1970'ernes undergrundskultur. Ved at kombinere den eksperimenterende form med disse mørke tematikker skaber han et litterært udtryk, der føles både radikalt og autentisk forbundet med hans oprindelige kunstneriske rødder.
