Når fysikere arbejder med fænomener, der ligger langt uden for vores dagligdag, som for eksempel kvantemekanik eller relativitetsteori, kommer deres naturlige intuition ofte til kort. Vi er biologisk programmeret til at forstå objekter, der bevæger sig langsomt og i stor skala, hvilket gør det svært at visualisere partikler, der kan være to steder på én gang.
For at navigere i dette felt bruger fysikere matematikken som et præcist sprog, der kan beskrive mønstre, som sanserne ikke kan opfange. Matematikken fungerer her som et kompas, der guider forskeren, selv når den visuelle intuition svigter. Man navigerer ved at bruge matematiske modeller til at teste, om en intuition overhovedet er holdbar. Hvis matematikken viser noget andet end det, man føler er logisk, må man enten revidere sin intuition eller acceptere, at virkeligheden er fundamentalt anderledes end vores daglige erfaringer.
I praksis betyder det, at matematikken ikke blot er et værktøj til at regne efter, men selve rammen for at forstå det ukendte. Ved at stole på de matematiske strukturer kan fysikere udforske de mest abstrakte dele af universet uden at være begrænset af deres egne visuelle forestillingsevner.
