Problemet opstår, fordi banker ofte praktiserer 'over-compliance'. De vælger den nemme løsning og afviser alle transaktioner til Iran for at undgå risici forbundet med amerikanske sanktioner, selvom medicin formelt er undtaget. For at løse dette kræves der mere end blot juridiske garantier; der er brug for praktiske kanaler.
Et af de mest effektive værktøjer er etableringen af dedikerede betalingskanaler, som f.eks. den schweiziske SHTV-model. Her fungerer en tredjepart som garant for, at pengene kun går til de specifikke leverandører af medicinsk udstyr. Det fjerner den frygt, bankerne har for at finansiere ulovlige aktiviteter.
Alternative metoder inkluderer brug af specialiserede humanitære korridorer gennem internationale organisationer som Røde Kors eller WHO. Disse organisationer kan håndtere de finansielle overførsler gennem deres egne, godkendte systemer, hvilket omgår de private bankers forsigtighedsprincip. Derudover kan man kigge på 'barter-handel', hvor medicin byttes direkte for råvarer, hvilket helt eliminerer behovet for internationale pengeoverførsler i traditionel forstand.
Uden disse specifikke, tekniske løsninger vil de bureaukratiske barrierer fortsat blokere for livsvigtige lægemidler, uanset hvad lovgivningen formelt siger om humanitær hjælp.
