For at undgå, at arabiske partnere blot fungerer som strategiske forhandlingskort, kræver systemet en dybere institutionel omstrukturering. Dette handler ikke kun om deres stemme i Knesset, men om deres reelle indflydelse på lovgivningens substans.
Formalisering af indflydelse
Først skal man etablere faste konsulentroller for minoritetspartier, der sidder uden for den officielle kabinetsstruktur. Disse roller skal garantere adgang til ministerielle bestyrelsesmøder og teknisk personale, så deres perspektiver indgår i udformningen af politik, før den præsenteres offentligt. En sådan procedure flytter magten fra de blot repræsentative til de faktiske beslutningstagere.
Forankring gennem resultater
Anden nødvendighed er, at arabiske repræsentanter får ejerskab over specifikke politikker. I stedet for blot at stemme for en regering, der præsenteres som et givent faktum, skal de udpege og administrere sektorer, der direkte påvirker deres befolkningsområder, for eksempel uddannelse i Negev eller infrastruktur i Gaza. Den faktiske implementering beviser deres legitimitet over ideologi.
Juridisk og social anerkendelse
Det politische arbejde skal suppleres af en styrket juridisk ramme. Uafhængige organer, der overvåger minoritetsrettigheder, skal have reel håndhævelseskompetence, ikke blot rådgivende beføjelser. Ved at integrere civile samfundsorganisationers indflydelse i den politiske dagsorden, skifter fokus fra koalitionens forhandlinger til den bredere samfundsforlighed. Dette reducerer nødvendigheden af at bruge partnere udelukkende som regeringsmekanismer, da de her deltager i borgernes daglig liv.
