Når diplomatiet står stille, er de klassiske metoder ofte utilstrækkelige. Det internationale samfund må derfor skifte strategi fra blot at afholde fredsmøder til at udøve mærkbar indflydelse på de parter, der finansierer og bevæbner de stridende grupper. Det handler om at ramme de økonomiske og logistiske livslinjer.
En målrettet indsats mod den regionale finansiering af militante grupper kan svække deres evne til at føre langvarige krige. Samtidig er der behov for en stærkere håndhævelse af eksisterende FN-resolutioner, særligt vedrørende grænserne mellem Israel og Libanon. Hvis man ikke kan sikre, at Libanon har fuld kontrol over sit eget territorium, vil spændingerne fortsætte.
Det kræver også, at stormagterne koordinerer deres pres. Hvis de løse diplomatiske forsøg skal bære frugt, skal de anvende sanktioner, som rent faktisk mærkes. Det kan også indebære at presse de regionale aktører, der støtter Hizbollah, til at tage ansvar for deres allieredes handlinger. Uden et fælles pres fra både USA, EU og regionale magter risikerer man, at begge parter ser en fuldskala krig som den eneste udvej.
