Implementering af tilgængelig havebrugsterapi til grupper med begrænsede ressourcer kræver fokus på fællesskab og brug af eksisterende infrastruktur. Den mest effektive metode er etablering af fælleshaver eller byhaver, hvor deltagerne får tildelt plantekasser eller små lodder uden omkostning. Ved at benytte almene boligområder eller kommunale arealer sikres adgang for dem uden egen jord.
Økonomiske barrierer kan minimeres gennem partnerskaber med lokale organisationer, erhvervslivet eller genbrugsstationer. Sponsorater til jord, frø og værktøj er afgørende. Man kan også anvende regnvandsopsamling og kompostering af madaffald fra lokale institutioner for at reducere driftsomkostningerne. Mobile haver løsninger, såsom højbede på hjul eller dyrkningskasser i containere, giver fleksibilitet i urbane miljøer.
Det terapeutiske aspekt styrkes, når fokus flyttes fra det materielle ejerskab til den sociale proces og det fælles ansvar. Ved at tilbyde guidede forløb i fælles regi reduceres den individuelle udgift, mens den sociale inklusion øges. Succesfuld implementering afhænger derfor af et tæt samarbejde mellem sociale myndigheder, boligforeninger og det lokale miljø for at skabe en inkluderende og billig dyrkningskultur.
