En praktisk implementering kræver en differentieret tilgang, hvor man arbejder med forskellige produktionsmodeller sideløbende. I stedet for en total omlægning af alle arealer kan man benytte en mosaikmodel. Dette indebærer, at man integrerer små lommer af urørt skov eller artsrige korridorer i de eksisterende produktionsskove. På denne måde bevares det sammenhængende landskab for biodiversiteten, mens træproduktionen fortsætter på de resterende arealer.
En anden metode er implementering af kontinuert skovbrug frem for renafdrifter. Ved at udvælge enkelte træer til høst frem for at fælde hele felter, skabes der en varieret struktur i skovbunden, som gavner dyrelivet, mens man opretholder et stabilt flow af tømmer til markedet. Dette mindsker også behovet for store genplantningsprojekter, da skoven regenererer naturligt.
Endelig er teknologisk optimering og præcisionstømmer afgørende. Ved at bruge data til at optimere udbyttet på de mest produktive arealer kan man frigøre landareal til natur uden at reducere det samlede volumen af træprodukter. En kombination af intensiv produktion på udvalgte arealer og naturbaserede løsninger på andre områder sikrer en balance mellem økonomisk forsyning og økologisk stabilitet.
