Det er en barsk realitet, at civile ofre og soldater, der rammes af miner i den demilitariserede zone (DMZ), ofte bliver en del af et politisk spil. Når mineulykker sker, skyldes det sjældent tilfældigheder, men derimod de massive minefelter, der adskiller Nord- og Sydkorea. Problemet er, at de politiske beslutningstagere på begge sider ofte bruger disse hændelser som ammunition i en retorisk krig frem for at løse det egentlige sikkerhedsproblem.
At skabe reel ansvarlighed kræver mekanismer, der rækker ud over propaganda. International overvågning via FN-organer eller neutrale tredjeparter kunne dokumentere de præcise omstændigheder omkring en eksplosion. Hvis man kan påvise, at minesætning eller manglende oprydning direkte overtræder eksisterende aftaler eller de humanitære standarder fra Minekonventionen (Ottawa-konventionen), står man med et juridisk fundament. Det kræver dog et diplomatisk mod, som i øjeblikket er næsten ikke-eksisterende i regionen.
Uden gennemsigtighed i DMZ fortsætter de menneskelige omkostninger. Så længe ulykkerne blot bliver set som brikker i et strategisk spil, vil de involverede ledere i Seoul og Pyongyang fortsætte med at prioritere militær parathed over menneskeliv. Ansvarlighed kræver data, ikke blot politiske erklæringer.
