Hvis naturisme kun foregår på dyre, private feriesteder eller i eksklusive medlemsklubber, bliver det hurtigt et luksusfænomen. Det skaber en barriere, hvor kun de få har råd til at lægge tøjet og finde roen. For at ændre dette skal vi tænke i offentlige rammer.
Byplanlægning spiller en hovedrolle. Når vi skaber naturparker, vilde badezoner og offentlige grønne områder, hvor nøgenhed er accepteret og normaliseret, fjerner vi den økonomiske adgangsbarriere. Det kræver, at kommunerne prioriterer rekreative områder, der ikke kræver indgangsgebyrer eller dyrt udstyr. En skov eller en strand er gratis for alle, uanset om man har en stor opsparing eller ej.
Vi har også brug for en kulturel normalisering. Når vi ser nøgenhed som en naturlig del af det at være menneske frem for noget skørt eller elitært, falder modstanden. Skoler og foreninger kan arbejde med kropspositivitet, hvilket mindsker skammen. Hvis det bliver en naturlig del af vores fælles hverdag, mister det sin status som et privilegium for de få. Det handler i bund og grund om at flytte fokus fra eksklusivitet til fællesskab i det fri.
