Problemet opstår, fordi vores lovgivning ofte måler kulturarv i sten, mønter og døde genstande. Men en kultur lever gennem mennesker, ritualer og de steder, hvor de udøves. Når loven kun ser på det fysiske objekt, overser den selve den åndelige funktion.
Praktisk kan man arbejde med at registrere de rituelle rum som 'immateriel kulturarv'. Det handler ikke om at eje jorden, men om at anerkende brugen af den. Ved at dokumentere de mundtlige overleveringer og de specifikke ritualer skaber man et faktuelt grundlag, som myndighederne skal forholde sig til. Man kan bruge lokale vedtægter eller servitutter til at fastslå, at et bestemt område har en særlig status, som ikke må ændres eller ødelægges af bygherrer.
Juridisk kræver det en kamp for at få de levende traditioner ind i de eksisterende rammer. Vi skal bruge eksisterende love om miljøbeskyttelse og planlovgivning til at beskytte de steder, hvor kulturen udfolder sig. Det kræver, at man tør definere 'kulturværdier' bredere end blot arkæologiske fund. Hvis vi kun beskytter det, der kan lægges i en montre, ender vi med en museumsverden uden liv.
