Løsningen ligger ikke i at lave isolerede nationale love, da teknologigiganter nemt kan rykke deres outsourcing til nabolande med færre regler. I stedet kræves der internationale standarder, der binder virksomhedernes ansvar direkte til deres globale værdikæde. Ved at indføre mekanismer som 'due diligence'-lovgivning kan vi tvinge tech-firmaer til at dokumentere de præcise arbejdsvilkår for de mennesker, der træner deres AI-modeller.
Hvis lovgivningen fokuserer på gennemsigtighed i leverandørkæden, bliver det sværere at gemme sig bag komplekse netværk af underleverandører. Vi ser allerede tendenser i EU-regler, der kræver ansvarlighed for hele produktionsforløbet. Det skal være lige så dyrt at bryde menneskerettighederne som at betale en ordentlig løn.
Desuden bør regulering støtte dannelsen af uafhængige fagforeninger i arbejdslande som Kenya eller Filippinerne. Når arbejderne har kollektive stemmer, kan de selv kæmpe mod de algoritmiske styringssystemer, der dikterer deres pauser og løn. Vi skal flytte fokus fra frivillige etiske retningslinjer til bindende juridiske konsekvenser. Kun sådan undgår vi et kapløb mod bunden, hvor lande konkurrerer om at tilbyde de billigste og mindst beskyttede hænder.
