Når vi kun kigger på prisen for CO2-reduktioner, risikerer vi at rykke problemet i stedet for at løse det. En ensidig fokus på laveste pris kan føre til store monokulturer eller landbrugsformer, der dræner grundvandet eller fjerner levesteder for truede arter.
For at modvirke dette bør vi indføre naturkapital som en fast parameter i de økonomiske modeller. Det kunne ske gennem natur-point eller biodiversitets-certifikater. Her får en virksomhed eller landmand ikke kun belønning for at spare på CO2, men får en direkte økonomisk gevinst, hvis de genopretter et vådområde eller udlægger vild natur. Vi skal have mekanismer, der gør det dyrere at ødelægge et økosystem, end det koster at beskytte det.
Vi har også brug for differentierede udbud. I stedet for blot at vælge den billigste løsning i en licitation, skal kriterierne inkludere målbare indikatorer for vandets renhed og antallet af hjemmehørende arter. Hvis vi integrerer økosystemtjenester direkte i regnskabet, bliver biodiversitet ikke en eftertanke, men en nødvendig forudsætning for at opnå støtte eller adgang til markedet. Det flytter fokus fra blot at mindske skade til aktivt at skabe værdi for naturen.
