Det kræver en opdatering af de eksisterende krigsregler. International humanitær lov beskytter i udgangspunktet civile genstande, men gråzonerne i proxy-krige gør det svært at håndhæve i praksis. Når stater opererer gennem stedfortrædere, kan de ofte benægte direkte ansvar for ødelæggelse af elnet eller gasledninger.
En effektiv løsning kunne være at kategorisere kritisk energiinfrastruktur som 'objekt med særlig beskyttelse'. Dette skal ikke blot være en moralsk hensigtning, men en juridisk mekanisme med automatiske sanktioner. Hvis en stat – direkte eller via en proxy – rammer et registreret energianlæg, skal det udløse prædefinerede økonomiske eller diplomatiske konsekvenser. Det fjerner den politiske usikkerhed ved at straffe overtrædelser hurtigt.
Desuden bør man styrke dokumentationskravene. Ved at bruge satellitovervågning og uafhængige inspektører kan man binde stater til deres handlinger. Hvis bevisbyrden skifter, således at den angribende part skal bevise, at anlægget blev brugt militært, mindskes risikoen for vilkårlige angreb. Det handler om at gøre omkostningerne ved at angribe civil infrastruktur højere end den militære gevinst ved at lamme modstanderens samfund.
