Det juridiske skel trækkes typisk der, hvor medarbejderens private ytringer skaber en direkte og dokumenterbar konflikt med virksomhedens kommercielle interesser eller driftsforhold. Grundlæggende har alle borgere ret til at deltage i den demokratiske debat uden frygt for repressalier. Denne ret vejer tungt. Dog ophører den ikke nødvendigvis ved arbejdspladsens dørtrin, hvis ytringerne kan kobles direkte til ansættelsesforholdet.
Når man vurderer en sag, kigger man på, om medarbejderen optræder som repræsentant for virksomheden, eller om forbindelsen til arbejdsgiveren er åbenlys. Hvis en medarbejder i en lederstilling eller en profilmedarbejder udtaler sig ekstremt kontroversielt, vil det oftere skade virksomhedens omdømme end hos en medarbejder i en uafhængig funktion. Det handler om kausalitet. Kan man bevise, at kunderne fravælger firmaet på grund af den specifikke udtalelse? Det er her, den juridiske kamp ofte står.
Virksomheden må ikke indskrænke ytringsfriheden vilkårligt eller som en straf for politiske holdninger. Men hvis ytringerne er direkte injurierende, truende eller bryder med medarbejderens loyale oplysningspligt, har arbejdsgiveren ret til at gribe ind. Det kræver konkrete beviser for skade. Man kan ikke blot nøjes med at være utilfreds med en medarbejders politiske synspunkt.
