Spørgsmålet om agens berører kernen i både filosofi og neurovidenskab. Når vi betragter agens som et spektrum, bevæger vi os væk fra den idé, at mennesket enten har total fri vilje eller er fuldstændigt styret af biologi. Grænsen mellem kompleks kognitiv fleksibilitet og biologisk determinisme er ikke en fast linje, men snarere et dynamisk samspil mellem biologiske kredsløb og evnen til bevidst selvregulering.
Biologisk determinisme refererer til de prædisponerede impulser, instinkter og neurokemiske processer, der danner fundamentet for vores adfærd. Kognitiv fleksibilitet er derimod evnen til at bruge eksekutiv funktion til at overskride disse impulser. Den præcise grænse findes i hjernens præfrontale cortex, hvor komplekse kognitive processer gør det muligt at evaluere konsekvenser og vælge alternative handlemønstre, som ikke er direkte dikteret af umiddelbare biologiske behov.
I praksis betyder det, at jo højere grad af kognitiv kontrol og refleksion et individ udviser, desto mere bevæger de sig væk fra ren determinisme og mod aktiv agens. Grænsen er altså flydende og afhænger af individets evne til at integrere information og udøve rationel kontrol over de underliggende biologiske drivere.
