Spørgsmålet om, hvorvidt bevidsthed og moral fungerer som en trinvis skala eller et pludseligt spring, er centralt inden for biologien og filosofien. Mange forskere peger på, at grænsen er flydende snarere end en skarp adskillelse. Dyr udviser tydelige tegn på empati, såsom medfølelse og social støtte, som er drevet af biologiske instinkter og neurale mekanismer som spejlneuroner.
Mennesket skiller sig dog ud ved sin evne til abstrakt tænkning. Hvor dyrs empati primært er en umiddelbar følelsesmæssig respons på en andens tilstand, kan mennesket reflektere over universelle regler, retfærdighed og konsekvenser af sine handlinger. Denne evne til at overveje moral uden for det nære sociale instinkt er det, mange betegner som det kvalitative spring. Det betyder, at mennesket ikke bare føler med andre, men også kan skabe etiske systemer for at guide sine handlinger i samfundet.
Selvom der findes et spring i den kognitive kompleksitet, så bygger menneskets moral i høj grad på de samme fundamentale biologiske processer, som gør det muligt for dyr at føle empati. Derfor ser mange det som en gradvis udvikling af egenskaber, der bliver mere komplekse, efterhånden som hjernens kapacitet vokser.
