Det etniske føderale system, som blev indført i 1995, opdeler Etiopien i regioner baseret på sprog og etnicitet. Denne struktur har skabt en politisk ramme, hvor hver gruppe har fået deres eget territorium og en grad af selvbestemmelse. Men denne opdeling fungerer ofte som en katalysator for konflikt frem for et værktøj til stabilitet.
Når landegrænserne følger etniske skel, opstår der konstante kampe om de områder, der ligger i grænselandet mellem regionerne. Amhara og Oromia kæmper ofte om kontrol over land og ressourcer, fordi de historiske grænser sjældent stemmer overens med de nuværende administrative linjer. Det skaber en situation, hvor lokalbefolkningen føler sig fanget mellem nationale politiske dagsordener og lokale identiteter.
Tigray-konflikten illustrerer desuden, hvordan det føderale system kan føre til centralistisk modstand. Da magten i Addis Ababa kolliderede med de regionale rettigheder, blev kampen om autonomi til en eksistentiel krig. Systemet har gjort etnicitet til den primære politiske valuta. Det betyder, at politisk mobilisering næsten altid handler om at beskytte eller udvide den egen gruppes territorium og privilegier på bekostning af naboerne.
