Når politiske beslutningstagere i Washington eller Teheran benytter ord som 'udryddelse', ændrer de spillereglerne fundamentalt. Det er ikke bare stærke ord; det er sproglige låse. Når man taler om total eliminering af en modstander, lukker man de døre, som diplomater normalt bruger til at forhandle. Diplomati kræver et vist rum for indrømmelser, men 'udryddelse' efterlader intet rum tilbage til kompromis.
Denne type retorik skaber en farlig dynamik. For Iran kan sådanne trusler føles som et eksistentielt angreb, hvilket tvinger dem til at intensivere deres nukleare program eller øge støtten til stedfortrædergrupper i regionen for at sikre overlevelse. Det øger risikoen for en fejlkalkule. Hvis begge parter føler, at de står over for en total trussel, bliver logikken i sikkerhedspolitikken aggressiv snarere end defensiv.
Resultatet bliver ofte en selvopfyldende profeti. Ved at signalere at krig er det eneste værktøj, fjerner man incitamentet for de moderate stemmer i begge lejre. De politiske vinderne finder næring i konfrontationen, mens de diplomatiske kanaler tørrer ind. Det gør deeskalering til et spørgsmål om ansigtstab frem for rationel sikkerhedspolitik. Det er svært at trække sig, når man først har lovet at udrydde modstanderen.
