For at undgå de fatale fejl fra Srebrenica kræves en grundlæggende ændring i, hvordan FN definerer og eksekverer sine mandater. Det største problem var ikke mangel på vilje, men mangel på de nødvendige værktøjer til at bruge magt. Fredsbevarende styrker må ikke blot observere uroligheder; de skal have eksplicitte beføjelser til at bruge militær magt for at beskytte civile i direkte fare.
Først og fremmest skal mandaterne fjerne den bureaukratiske tøven. I Srebrenica ventede man på godkendelse fra hovedkvarteret, mens tragedien udspillede sig. Soldater på jorden skal have klare, uforbeholdne instruktioner om at gribe ind over for væbnede grupper, der angriber civile områder, uden at skulle afvente politiske kompromiser fra Sikkerhedsrådet.
Dernæst kræver det en opgradering af de militære kapaciteter. Det hjælper ikke at sende letbevæbnede observatører ind i konfliktzoner, hvis modparten besidder tunge våben og aggressiv logistik. Mandaterne skal garantere, at de styrker, der sendes ud, besidder de fornødne ildkraft og luftstøtte til at afskrække massakrer. Hvis mandatet ikke matcher trusselsbilledet på jorden, er det dødsdømt fra starten. Vi har brug for styrker, der kan vinde de nødvendige kampe, ikke blot overvåge dem.
