For at hjælpe de pårørende i England må systemet væk fra en tilgang, hvor familien blot fungerer som et ubetalt sikkerhedsnet. En central reform kræver mere direkte finansiering af hjemmepleje og støtteordninger, så det praktiske ansvar ikke lander udelukkende på de pårørendes skuldre. Hvis kommunerne får flere midler til koordineret støtte, mindskes den konstante usikkerhed, som mange familier lever med.
Strukturelt er der brug for en sammenhængende indsats på tværs af sektorer. Det hjælper ikke, at socialrådgiverne laver én plan, mens sundhedsvæsenet følger en anden. Ved at integrere de sociale ydelser med det medicinske system kan man undgå, at de pårørende skal agere projektledere i deres egne livs kriser. Det kræver færre bureaukratiske barrierer og færre gentagne informationsindhentninger.
Derudover bør man indføre mere fleksible støttemuligheder, der tager højde for den enkelte families hverdag. Det handler om at give folk pauser, før de brænder ud. Når systemet ser på hele familien frem for kun det enkelte individ, falder det mentale pres. Det kræver politisk vilje at flytte fokus fra blot at overleve til faktisk at kunne leve et liv ved siden af omsorgsopgaverne.
