Da missionærerne introducerede kristendommen i Konyak-Naga-området, ramte det selve fundamentet for de traditionelle overleveringsmekanismer. Tidligere fungerede faderen som den primære mentor, der gennem ritualer og mundtlige overleveringer indviede sin søn i stammens åndelige og sociale hierarki. Dette skabte en stærk følelse af kontinuitet og identitet.
Med det kulturelle skift opstod der en dyb psykologisk kløft. Sønnerne begyndte at adoptere vestlige værdier og den nye tro, hvilket ofte førte til en direkte afvisning af fædrenes autoritet. Dette brud skabte en følelse af isolation hos de ældre generationer, der oplevede deres livsværk og spirituelle formål devalueret. For de unge sønner medførte det en identitetskrise; de stod splittet mellem de loyale rødder og den nye, globale religiøse orden.
Denne konflikt manifesterer sig ofte som en manglende evne til at føre de rituelle traditioner videre. Den naturlige autoritetsstruktur blev undermineret, hvilket efterlod et tomrum i den sociale kohæsion. Resultatet er en fragmenteret identitetsfølelse, hvor sønnen ikke længere kan spejle sig i sin faders traditionelle manddomsidealer, hvilket svækker de familiære bånd på tværs af generationerne.
