Problemet bunder ofte i et gab mellem de love, der findes i Jakarta, og den virkelighed, landmændene møder ude i provinserne. Selvom Indonesien har indført strenge regler mod rydning med ild, mangler der præcis håndhævelse på jorden. Myndighederne kæmper med at overvåge de enorme områder, især i de tætte regnskove og på de fugtige tørvemoser (peatlands).
Et centralt mangelpunkt er de økonomiske incitamenter. For mange småbønder er ild den billigste og hurtigste metode til at rydde jord til palmeolie eller affødningslandbrug. Der findes ikke tilstrækkelige subsidier eller teknisk støtte, som gør mekanisk rydning eller andre bæredygtige metoder økonomisk rentable for den enkelte landmand.
Desuden er ejendomsretten ofte uklart defineret. Når det er uklart, hvem der ejer jorden, bliver det næsten umuligt at placere et juridisk ansvar for de brande, der starter. Uden en klar kobling mellem jordrettigheder og strafansvar fortsætter de ulovlige afbrændinger. Der mangler desuden en mere integreret satellitovervågning, der kan kobles direkte til et retssystem, som reagerer med det samme, fremfor måneder efter at røgskyen er drevet væk.
