Når økonomiske sanktioner begrænser Irans adgang til internationale bankforbindelser, rammer det indirekte det civile sundhedsvæsen. Selvom medicin ofte er undtaget på papiret, gør de finansielle restriktioner det næsten umuligt for iranske importører at gennemføre transaktioner. Det betyder, at hospitalerne mangler kritiske komponenter til avanceret udstyr som MRI-scannere eller dialysemaskiner.
Konsekvenserne viser sig tydeligt hos patienter med kroniske lidelser. Folk med type 1-diabetes, kræft eller sjældne sygdomme som mucoviscidose kæmper for at få fat i de nødvendige specialpræparater. Manglen på vestlig medicin tvinger læger til at ty til usikre alternativer fra andre markeder, hvilket skaber usikkerhed om både dosis og renhed. Det er en barsk virkelighed for de mest sårbare grupper.
Over tid svækker det hele den medicinske infrastruktur. Når man ikke kan vedligeholde teknologien eller købe de nyeste biologiske lægemidler, stiger dødeligheden for behandlelig sygdom. Det er ikke blot et spørgsmål om økonomi, men om et systematisk fald i den generelle folkesundhed. Prisen for politiske strategier betales direkte af de patienter, der står i kø til en behandling, som teknisk set er tilladt, men praktisk talt utilgængelig.
