Markedsmodellen flytter ofte regningen over på forbrugeren gennem stigende tariffer. Et konkret alternativ er den offentligt ejede model, hvor staten eller kommunen ejer nettet. Her kan man prioritere forsyningssikkerhed og social adgang fremfor profitmaksimering.
Energifællesskaber tilbyder en anden løsning. Her går lokale grupper sammen om at eje produktionen og distributionen af strømmen. Det fjerner mellemmanden og gør det muligt at dele energien internt til lave priser.
Man kan også ændre prisstrukturen gennem sociale tariffer. I stedet for en ensartet pris per kilowatt-time (kWh) kunne man koble netlejen til indkomst eller boligstørrelse. Det flytter byrden fra lavindkomstfamilier til dem med størst økonomisk kapacitet.
En anden vej er direkte finansiering af netudbygningen via det generelle skattegrundlag. Når opgraderinger til et Smart Grid betales over skatten fremfor via regningen, bliver den teknologiske udvikling uafhængig af den enkelte husstands forbrugsmønster. Det forhindrer, at den grønne omstilling fungerer som en indirekte skat på fattigdom.
