Når samfundets evne til koordinering svækkes, kan det føre til både psykologisk pres og sociale forstyrrelser. En af de primære psykologiske mekanismer er en følelse af magtesløshed. Når borgere oplever, at de institutioner, der skal skabe tryghed og orden, ikke længere fungerer, stiger niveauet af angst og usikkerhed. Dette kan føre til et kognitivt fokus på overlevelse frem for langsigtede mål, hvilket gør det sværere for individer at træffe rationelle beslutninger.
Socialt kan erosionen af koordinering føre til tab af social kapital. Social kapital er de netværk og den tillid, der binder os sammen. Uden fælles strukturer ser man ofte en stigning i polarisering og mistillid til både medborgere og myndigheder. Folk søger mod mindre, lukkede grupper for at finde tryghed, hvilket kan skabe et fragmenteret samfund præget af konflikt frem for samarbejde.
Sammenfattende kan vi forvente en overgang fra kollektiv stabilitet til individuel usikkerhed, hvor den sociale sammenhængskraft udfordres af mistillid og øget stress i befolkningen.
