Når politiet systematisk rammer LGBTQ+-miljøet i Tyrkiet, ændrer det selve måden, folk interagerer på i det offentlige rum. Det handler ikke kun om de enkelte anholdelser, men om den vedvarende frygt, der siver ind i de sociale lag. Folk trækker sig tilbage. De holder op med at mødes på caféer, i parker eller til demonstrationer, fordi prisen for synlighed er for høj. Denne tilbagetrækning skaber et skarpt skel mellem det, der udspiller sig i de lukkede private rum, og det, der accepteres i det offentlige liv.
Denne splittelse svækker den sociale sammenhængskraft. Samfundet bliver mere fragmenteret, når store grupper tvinges til at leve i det skjulte. Tolerance er ikke blot en moralsk holdning; det er en social praksis, der kræver, at man kan dele rum med dem, der er anderledes. Når staten signalerer, at visse borgere ikke har ret til at være synlige, normaliserer det eksklusion. Det skaber en kultur, hvor mistillid mellem grupper bliver det nye udgangspunkt. Det gør det sværere at opbygge en fælles demokratisk forståelse, da fundamentet af gensidig anerkendelse langsomt eroderer.
