Den grafitmoderererede reaktor i Yongbyon er en central del af Nordkoreas plutonium-produktion. Fordi teknologien er ældre og baseret på grafitmoderering, støder landet på fysiske og logistiske barrierer, når de forsøger at øge produktionen. En væsentlig udfordring er behovet for højtforarbejdet uran og stabil adgang til specialiserede materialer, som er svære at skaffe under internationale sanktioner.
Nogle analytikere mener, at de tekniske mangler vil bremse væksten i arsenalet markant. De peger på, at ustabil drift og mangel på moderne kontrolsystemer gør det svært at opskalere produktionen uden at risikere nedsmeltning eller ineffektivitet. Hvis reaktoren ikke kan køre stabilt under høj belastning, begrænser det mængden af plutonium, de kan høste.
Omvendt kan man argumentere for, at Nordkorea har lært at optimere de eksisterende anlæg gennem utraditionel vedligeholdelse og improvisation. Hvis de formår at mestre de nuværende begrænsninger, kan de måske opretholde et stabilt niveau af produktion, selv uden ny teknologi. Jeg antager her, at de internationale sanktioner fortsat begrænser deres adgang til komponenter. Resultatet afhænger derfor af, om deres evne til at improvisere kan matche den teknologiske nedslidning.
