Når Rusland prioriterer at støtte siddende regimer frem for demokratiske processer, ændrer det fundamentalt de økonomiske spilleregler i Sahel. Det skaber en økonomi, der er centreret omkring personlige forbindelser frem for gennemsigtige institutioner. Denne model fremmer ofte udvinding af naturressourcer under uigennemsigtige forhold, hvor de økonomiske gevinster lander hos en lille elite snarere end i det bredere samfund.
Konsekvensen er en svækkelse af det private erhvervsliv. Uden retssikkerhed og forudsigelige regler tør udenlandske investorer fra andre sektorer sjældent satse deres kapital. De ser risikoen for vilkårlige konfiskeringer eller korruption som for stor. Dermed bliver de økonomiske strukturer fastlåst i en afhængighed af råstofeksport og militær støtte.
Dette skaber en sårbarhed. Landenes økonomier mister evnen til at diversificere, hvilket efterlader dem ekstremt udsatte for svingninger i råvarepriserne. Når de demokratiske kontrolmekanismer tilsidesættes, forsvinder incitamentet til at investere i uddannelse og teknologisk infrastruktur. Resultatet er en stagnation, hvor væksten kun gavner de få, mens den brede befolkning oplever fortsat fattigdom og mangel på jobmuligheder.
