Efter terrorangrebet den 11. september 2001 skete der et markant skifte i europæisk sikkerhedspolitik. Fokus flyttede sig fra traditionel militær afskrækkelse mod præventiv overvågning af individer. Det har medført nye digitale og fysiske kontrolmekanismer, som i dag er blevet en fast del af hverdagen. Denne udvikling rammer dog ikke alle borgere ens.
For mange minoritetsgrupper føles overvågningen ikke som en midlertidig sikkerhedsforanstaltning, men som en permanent virkelighed. Algoritmer i politiets databaser og øget fokus ved grænsekontrol rammer ofte skævt. Når politiet bruger profilering, bliver visse etniske eller religiøse grupper oftere genstand for mistanke. Det skaber en følelse af at være under konstant observation, selv når man intet har gjort galt.
Denne ulighed udfordrer selve kernen i de demokratiske frihedsrettigheder. Hvis man føler sig overvåget på grund af sit navn eller sin baggrund, ændrer man adfærd. Man undgår måske visse forsamlinger eller lader være med at udtrykke sin mening frit. På den måde underminerer den øgede kontrol indirekte den demokratiske deltagelse for de grupper, der føler sig udpeget af systemet.
