Grænsen findes i forskellen på redaktionel konsensus og bevidste aftaler om at begrænse markedskonkurrencen. Journalistik er beskyttet af ytringsfriheden, hvilket giver netværk ret til at dække samme emne på samme måde. Men når samarbejdet skifter fra journalistiske standarder til kommerciel koordinering, træder Sherman-loven i kraft.
Justitsministeriet leder efter beviser for en konkret aftale. Det er ikke ulovligt, at fem kanaler vælger at fokusere på Donald Trump hver aften. Det bliver problematisk, hvis de eksplicit aftaler at udelukke bestemte kommercielle aktører eller koordinerer deres prisstrategier for at holde mindre konkurrenter ude af markedet. Her er det ikke nyhedsværdien, men markedsandelen, der styrer valgene.
Domstolene vejer ofte pressens frihed tungere end antitrust-hensyn, medmindre der findes direkte beviser for karteldannelse. Hvis kurateringen kun handler om, hvilke historier der er relevante, vinder journalistikken. Hvis den handler om at kontrollere adgangen til reklamekroner gennem hemmelige aftaler, rammer loven.
