Spørgsmålet om kynismeens ophav rører ved et komplekst samspil mellem individets psykologi og de strukturer, vi lever i. Selvom personlige erfaringer med svigt eller nederlag kan skabe en grundlæggende mistillid til andre, peger sociologiske teorier på, at kynisme ofte er et biprodukt af større samfundsmæssige rammer.
Systemisk ustabilitet, såsom økonomisk usikkerhed, social ulighed eller politisk korruption, kan skabe en følelse af magtesløshed. Når institutioner ikke længere fremstår retfærdige eller pålidelige, og når socioøkonomisk prækaritet gør fremtiden uforudsigelig, kan individet udvikle en kynisk overlevelsesstrategi. Her bliver kynismen en forsvarsmekanisme mod et system, der føles ligeglad med den enkeltes velfærd.
Man kan altså se kynisme som noget, der både har rod i den personlige historie og i de bredere samfundsmæssige strukturer. Hvis miljøet omkring os er præget af mangel på gennemsigtighed og stabilitet, vil det uundgåeligt påvirke menneskets opfattelse af natur og moral. Kynismen er således ikke blot et personligt karaktertræk, men ofte en rationel, omend destruktiv, respons på et ustabilt socioøkonomisk fundament.
