Den teknologiske afstand skaber en mærkbar forskydning i den psykologiske barriere for at bruge magt. Når en operatør sidder i en sikker container tusindvis af kilometer væk fra målet, fjernes den umiddelbare fysiske fare for egne soldater. Dette fjerner den naturlige overlevelsesmekanisme, som ofte dæmper beslutningstagere i direkte kamp. Det bliver lettere at autorisere et angreb, når risikoen for egne tab er næsten nul.
Samtidig ændres selve målbilledet. Gennem en skærm bliver fjenden reduceret til pixels og varmesignaturer. Denne afkobling kan føre til en følelse af, at krig minder mere om et computerspil end om en menneskelig tragedie. Det er dog ikke en entydig proces. Selvom afstanden er stor, oplever mange operatører efterfølgende traumer, fordi de ser de tragiske konsekvenser af deres handlinger i høj opløsning, lige efter de har trykket på knappen.
Der opstår derfor et moralsk paradoks. På den ene side letter droner tærsklen for at indlede militære operationer, fordi de politiske omkostninger ved døde soldater minimeres. På den anden side kræver den præcision, teknologien lover, en ekstremt høj etisk standard for at undgå civile fejl. Afstanden ændrer altså ikke de grundlæggende regler, men den ændrer måden, vi føler os forbundet til krigens brutalitet på.
