Grænsen trækkes dér, hvor billedet holder op med at være en repræsentation af indsamlede data og i stedet bliver en fortolkning. Inden for mikroskopi, hvad enten vi taler om SEM (Scanning Electron Microscopy) eller lysmikroskopi, er målet altid at fremhæve strukturer, som øjet ellers ville overse. Vi bruger teknikker som kontrastoptimering, farveudfyldning (false coloring) og fjernelse af digital støj for at gøre det usynlige synligt.
Problemet opstår, når man begynder at tilføje elementer, der ikke findes i den originale prøve. Hvis en forsker ændrer på de relative størrelsesforhold eller tilføjer farver, der ikke korrelerer med de faktiske kemiske egenskaber, bevæger vi os over i det kunstneriske. Her bliver billedet en illustration frem for et bevis. En legitim efterbehandling gør blot det eksisterende data tydeligere. En rekonstruktion skaber noget nyt.
Som formidler skal man derfor være ærlig. Det er helt i orden at bruge farver for at adskille forskellige celletyper, så længe man dokumenterer, at farverne er syntetiske. Hvis man derimod ændrer på selve morfologien for at gøre billedet mere 'pænt' eller dramatisk, har man brudt den videnskabelige kontrakt. Ærlighed omkring processen er det eneste værn mod misvisende videnskab.
