Finansieringen kræver en kombination af direkte bistand og reform af det globale finansielle system. En af de mest direkte veje går gennem klimafonde som Green Climate Fund (GCF), der skal kanalisere midler fra rige nationer til projekter med høj miljømæssig effekt. Det er dog ikke nok med blot donationer.
Vi har brug for radikale ændringer i, hvordan multilaterale udviklingsbanker, som f.eks. Verdensbanken, opererer. Ved at bruge såkaldte 'blended finance'-modeller kan offentlige midler fungere som en garanti for private investorer. Dette reducerer den økonomiske risiko, hvilket gør det muligt for pensionskasser og andre store kapitalforvaltere at investere i sol- og vindparker i vækstøkonomier uden at frygte statsbankerot eller valutaudsving.
Desuden spiller CO2-afgifter og internationale toldbarrierer en rolle. Hvis eksport af fossile brændstoffer pålægges afgifter, kan provenuet øremærkes til teknologioverførsel. Vi skal også se på gældseftergivelse. Ved at omdanne eksisterende statsgæld til klimainvesteringer – ofte kaldet 'debt-for-climate swaps' – frigøres råderum i de nationale budgetter. Det er en praktisk måde at sikre, at lande ikke skal vælge mellem at betale renter til udenlandske kreditorer eller bygge et stabilt, vedvarende elnet.
