Selvom et medie arbejder med emner langt fra det politiske centrum, skaber regler om akkreditering en farlig glidebane. Når staten får magten til at definere, hvem der er 'officiel journalist', sender det et signal til alle aktører i mediebranchen. Det handler ikke kun om adgang til ministerier eller parlamentet. Det handler om selve definitionen af journalistisk legitimitet.
Hvis myndighederne kan trække akkrediteringen for dem, der dækker politi eller kommuner, vil det hurtigt sive ud til andre områder. Private medier risikerer at blive mødt med en kultur, hvor man udøver selvcensur for at undgå at miste adgangen til relevante kilder eller begivenheder. Det er en subtil, men effektiv måde at begrænse den kritiske dækning på. Man behøver ikke at forbyde en artikel; man kan blot gøre det logistisk umuligt for journalisten at verificere oplysningerne i marken.
Præcedensen kan føre til et todelt medielandskab. På den ene side finder vi de statsvenlige medier med fuld adgang, og på den anden side de uafhængige, der kæmper med begrænsninger. Denne skævvridning underminerer den frie presse, som er en grundpille i et demokrati. Når adgang bliver et privilegium frem for en ret, forsvinder den objektive kontrol med magthaverne langsomt.
