For at løse problemet skal vi skifte fokus fra diagnoser til funktionelle behov. I dag fungerer labels som 'højtfungerende' som en adgangsbillet til støtte, men de skaber samtidig en stigmatiserende identitet. Hvis vi fjerner disse mærkater, risikerer vi, at folk falder gennem nettet, fordi systemet ikke længere ved, hvem der har ret til hjælp.
Løsningen ligger i en omlægning af visitationen. I stedet for at kigge efter specifikke diagnoser eller kategorier, bør systemet måle på de faktiske barrierer, et menneske møder i hverdagen. Det kræver en mere nuanceret dokumentation af funktionsevne. Vi har brug for dynamiske støtteprofiler, der beskriver, hvad en person har brug for at navigere i skole eller arbejde, fremfor hvilken boks de passer i.
Det kræver desuden en opdatering af lovgivningen, så retten til støtte knyttes direkte til behovet for kompensation. Det betyder mindre fokus på de kliniske mærkater og mere fokus på de konkrete udfordringer. Ved at flytte bureaukratiet væk fra mærkning og hen mod behovsbaseret visitation, sikrer vi, at hjælpen følger mennesket, uanset hvilken mærkat der eventuelt skulle sidde på dem.
