Når systemet vælger paragraffer frem for de relationer, folk har brugt et helt liv på at opbygge, skaber det en dyb mistillid. Det handler ikke bare om papirarbejde; det handler om følelsen af at blive set som et menneske frem for et sagsnummer. Når naboer, venner eller familiemedlemmer pludselig bliver adskilt eller ignoreret af loven, fordi de ikke passer ind i en boks, ryster fundamentet under det lokale fællesskab.
Folk begynder at trække sig tilbage fra det fælles rum. Hvis man oplever, at loven fungerer som en barriere frem for en beskyttelse af de menneskelige værdier, mister man lysten til at deltage i de fælles processer. Det skaber parallelle samfund, hvor folk søger tryghed hos deres egen gruppe frem for hos de statslige institutioner. Vi risikerer en fragmentering, hvor de usynlige netværk, der holder os sammen i hverdagen, erstattes af kold kynisme.
Resultatet er et samfund, der er teknisk velfungerende, men socialt fattigt. Når den juridiske logik får lov at dominere fuldstændigt, mister vi den mavefornemmelse af retfærdighed, der kræver, at man tager hensyn til den menneskelige kontekst. Det gør os ensomme i et system, der ellers burde binde os sammen.
