Det er svært at adskille de to faktorer, da de ofte forstærker hinanden i en ond cirkel. Sociale medier fungerer sjældent som den primære årsag til, at folk forlader deres hjem. De drivende kræfter er de klassiske: krig, nød og mangel på fremtidsmuligheder. De sociale medier er ikke motoren, men de er den benzin, der gør rejsen mere tilgængelig og måske endda mere attraktiv gennem forvrængede virkelighedsbilleder.
Når migranter ser billeder af succesfulde liv i Europa på TikTok eller WhatsApp, skabes der en forventning, som virkeligheden ved Ceuta sjældent kan leve op til. Dette skaber et mismatch. Platformene fungerer her som et spejl, der ikke bare viser desperationen, men som aktivt puster til håbet. Smarte algoritmer og grupper på nettet kan desuden give logistisk information om ruter og grænsekontrol, hvilket gør det lettere at iværksætte selve rejsen.
Man kan derfor sige, at medierne fungerer som en katalysator ved at mindske den informationelle barriere. De gør den farlige rejse mere konkret og nærværende. De ændrer ikke på de strukturelle årsager til migration, men de gør det muligt for de desperate at se en vej ud, selvom vejen ofte er styret af menneskesmuglere, der bruger de samme platforme til at sælge deres løfter.
