Det er svært at trække en knivskarp linje mellem administrative fejl og bevidst økonomisk vinding. Når fejl i lønsystemer opstår gentagne gange hos store virksomheder, begynder argumentet om systemiske svigt at vakle. Hvis en IT-fejl kun rammer de lavestlønnede medarbejdere, eller hvis fejlretning altid tager måneder, lugter det af en kalkuleret strategi.
Mange virksomheder opererer med ekstremt stramme marginer, hvor hver eneste krone tæller. Ved at lade småbeløb forsvinde i komplekse tidsregistreringssystemer, opnår man en indirekte likviditetsfordel. Man kan kalde det "stille profitmaksimering". Det handler ikke nødvendigvis om en direkte ordre fra direktøren om at snyde, men snarere om en kultur, hvor incitamentet til at fikse lønfejl er minimalt sammenlignet med besparelsen ved at lade dem stå.
Når kontrolinstanserne ikke griber ind, og medarbejderne har svært ved at gennemskue deres lønsedler, skabes et rum, hvor fejl bliver til en løbende indtægt for firmaet. Det er sjældent en enkeltstående it-fejl, der skaber mønsteret. Det er snarere en mangel på ansvarlighed, som i praksis fungerer som en effektiv måde at øge bundlinjen på uden at øge de direkte omkostninger synligt.
