Den ekstreme geografiske variation skaber fundamentalt forskellige livsbetingelser i de to regioner. I de subtropiske nordlige egne muliggør det varme og stabile klima et intensivt landbrug. Her er økonomien ofte centreret omkring dyrkning af afgrøder, som kræver længere vækstsæsoner, hvilket skaber et stabilt fundament for handel og lokal fødevareforsyning.
I det subantarktiske Patagonien dikterer det barske klima og den udfordrende topografi en helt anden tilgang. Her er landbrug begrænset af lave temperaturer og stærk vind, hvilket gør kvægdrift til den primære økonomiske aktivitet. Levevis i Patagonien er præget af de store afstande og behovet for mobilitet, hvilket historisk har formet samfundene omkring få, men store, landbrugsenheder.
Mens de subtropiske områder nyder godt af biodiversitet og høj produktivitet i landbruget, er de subantarktiske samfund mere afhængige af ressourceudvinding og ekstensivt landbrug. Den geografiske variation betyder altså, at økonomien i nord drives af intensitet og vækstsæsoner, mens den i det sydlige Patagonien drives af tilpasning til de barske naturforhold og udnyttelse af de enorme arealer.
