Et økosystem krydser en kritisk tærskel, når hyppigheden af brande overstiger artens evne til at regenerere. Et af de primære tegn er forkortelsen af genopretningsperioden. Hvis intervallet mellem brande bliver kortere end den tid, det tager for de dominerende plantearter at nå deres frøproduktionsalder, brydes den naturlige cyklus.
Dette fænomen kaldes ofte for en tilstandsforskydning. Når frøbanken i jorden udpines på grund af hyppige brande, kan vegetationen ikke genetablere sig. Dette fører til et tab af biodiversitet og ændret jordbundskemi. En anden indikator er et skift i artsammensætningen, hvor hurtigtvoksende, brandresistente buske eller græsser overtager pladsen fra de oprindelige skovarter.
Når dette skift sker, kan økosystemet gå ind i en selvforstærkende feedback-mekanisme. Den nye vegetation kan øge mængden af brændbart materiale eller ændre mikroklimaet, hvilket gør fremtidige brande endnu mere intense og hyppige. Dette skaber en permanent nedbrydning, hvor det oprindelige økosystem ikke længere kan vende tilbage, selv hvis brandfrekvensen reduceres senere.
