Ulykken i SL-1 reaktoren var et komplekst samspil mellem kritiske designfejl og menneskelige faktorer. Det mekaniske design var fundamentalt fejlbehæftet, da de centrale kontrolstænger var afhængige af et komplekst system af rør og væsketryk for at kunne blive skudt ind i reaktorkernen ved en nødsituation. Denne mekaniske sårbarhed betød, at selv små forskydninger i systemet kunne føre til fatale fejlscenarier.
Det menneskelige aspekt spillede dog en afgørende rolle i selve hændelsesforløbet. Vedkommende operatør, der forsøgte at rette en mindre uregelmæssighed, trak kontrolstangen 17 tommer for langt ud, hvilket udløste den uoverskuelige kædereaktion. Selvom træthed og manglende træning i de specifikke nødprocedurer ofte diskuteres som medvirkende faktorer, var det selve designets manglende evne til at fejle sikkert (fail-safe), der gjorde fejlen katastrofal. Uden de mekaniske svagheder ville en menneskelig fejl sandsynligvis ikke have ført til reaktorens nedsmeltning, men den menneskelige fejl var den direkte katalysator for ulykken.
