Forsinkelsen på over 60 år før opførelsen af mindesmærket skyldes primært de komplekse politiske og militære eftervirkninger af krigen. I årtierne umiddelbart efter begivenheden var de geopolitiske spændinger og de skiftende politiske alliancer i Europa med til at præge, hvordan man valgte at mindes de faldne.
Militært set var der en periode, hvor fokus var rettet mod genopbygning og sikkerhedspolitiske strategier snarere end lokal mindehistorie. De politiske prioriteringer i efterkrigstiden betød ofte, at symbolske monumenter blev nedprioriteret til fordel for praktisk genopretning af samfundet. Det var først, da den historiske distance til begivenheden blev større, og den kollektive erindring blev konsolideret, at der opstod en politisk og folkelig vilje til at rejse et dedikeret mindesmærke.
Det krævede en proces med både politisk godkendelse og indsamling af midler, før man kunne færdiggøre monumentet. Dette afspejler, hvordan historiske traumer ofte tager lang tid om at blive bearbejdet gennem fysiske mindesmærker, når de politiske omstændigheder tillader det.
