Beskyttelsen af atomkraftværker i væbnede konflikter hviler primært på den internationale humanitære folkeret, herunder Geneve-konventionerne. Et centralt instrument er Tillægsprotokol I til Geneve-konventionerne, som specifikt adresserer beskyttelse af værker indeholdende farlige kræfter, såsom strålingskilder. Formålet er at forbyde angreb, der kan medføre alvorlige og langvarige skader på miljøet eller civile befolkninger.
Desuden findes der specifikke konventioner som Konventionen om fysisk beskyttelse af atommateriale og anlæg. På trods af disse rammer er effektiviteten i krigszoner ofte begrænset. Problemet opstår, fordi folkeretten i vid udstrækning bygger på principper som distinktion og proportionalitet, som er ekstremt vanskelige at overholde i intense kamphandlinger. Krigsførende parter kan argumentere for, at et atomkraftværk udgør et legitimt militært mål, hvis det anvendes til militære formål, hvilket skaber juridiske gråzoner.
Manglen på effektive håndhævelsesmekanismer betyder, at overtrædelser sjældent har umiddelbare konsekvenser for de involverede parter. Internationalt tilsyn er desuden kompliceret, når sikkerhedssituationen forhindrer inspektører i at få adgang til anlæggene. Mere information om atomrelateret sikkerhed findes hos Det Internationale Atomenergibureau på https://www.iaea.org.
