Adskillelsen af militære angreb fra tekniske fejl i et reaktorkompleks kræver avancerede analysemetoder og monitorering af komplekse systemer. Hvor tekniske fejl ofte følger statistiske sandsynlighedsmodeller for komponenttræthed eller utilsigtede strømudfald, er et militært angreb karakteriseret ved intentionel manipulation af systemerne for at maksimere skade.
Teknisk set anvendes der specialiserede detektionssystemer, der overvåger anomalier i kontrolsystemer. Ved almindelige fejl ses typisk gradvise nedbrydninger eller kendte fejlmønstre i sensordata. Ved et koordineret angreb kan man derimod observere koordinerede svigt på tværs af uafhængige systemer eller uventet adfærd i digitale kontrolenheder (ICS), som ikke stemmer overens med de fysiske parametre. Man benytter her metoder som deterministisk sikkerhedsbehandling kombineret med cyber-fysisk overvågning for at skelne mellem komponentfejl og sabotage.
En væsentlig forskel ligger i mønstergenkendelsen. Et strømudfald vil ofte medføre en kontrolleret nedlukning af kritiske systemer via nødstrømsanlæg, mens et angreb kan forsøge at omgå disse sikkerhedsmekanismer samtidig. Ved at integrere realtidsanalyse af både fysiske sensorer og netværkstrafik kan operatører bedre identificere, om en hændelse skyldes mekanisk svigt eller en ekstern, ondsindet handling.
