De 39 og de 344
I Caracas offentliggjorde organisationen Foro Penal en liste med 39 navne. Det er mennesker, der indtil for nylig sad fængslet i Venezuela anklaget for politisk motiverede forbrydelser, og som nu er ude efter de forhandlinger, der i medierne går under navnet post-Maduro-samtalerne. Samme organisation tæller fortsat 344 personer, der sidder inde af grunde, Foro Penal kalder politiske. NGO'en blev grundlagt i 2005 og ledes af advokaten Alfredo Romero.
39 er ikke et rundt tal, og det er heller ikke et tilfælde. Løsladelser i Venezuela kommer sjældent i store portioner, men drypvist, ofte i ugerne op til internationale møder, sanktionsforhandlinger eller besøg fra udenlandske delegationer. Tempoet har været langsomt, selv når USA har presset på. Det giver regeringen en forhandlingsposition: hver fange er en brik, der kan sættes i spil igen.
Et ord som våben: narco-terrorisme
Betegnelsen »narco-terrorisme« dukker op igen og igen i venezuelanske anklageskrifter og i præsidentielle taler. Begrebet har ingen præcis afgrænsning i venezuelansk strafferet, men det bruges til at samle narkotikasmugling, væbnet oprør og politisk opposition i én kategori. Den 18. juli 2024 sanktionerede det amerikanske finansministeriums sanktionskontor, OFAC, en gruppe, man kaldte »Cartel de los Soles«. Ordvalget cirkulerer altså på begge sider af forhandlingsbordet.
For den enkelte anklagede betyder etiketten noget konkret. Den løfter sagen fra en straffesag om en demonstration til en sag om rigets sikkerhed, hvor varetægtsfængsling kan forlænges i årevis, og hvor forsvareren får begrænset adgang til sagens akter. Blandt de tilbageholdte finder man fiskere fra Falcón, sygeplejersker fra Zulia og studerende, der blev anholdt ved en blokade. Mange af dem har aldrig fået en dom.
Uden for El Rodeo I
Hver uge samler pårørende sig uden for El Rodeo I, et fængselskompleks i delstaten Miranda sydvest for Caracas. De tager gryder, tæpper og udskrevne fotografier med. Mødrene kalder det »la espera« – ventetiden. Den består ikke af store begivenheder, men af måneder, hvor en søn bliver ældre, et barn begynder i skole, en far dør, uden at nogen får besked.
Foro Penal og uafhængige psykologer beskriver langvarig varetægtsfængsling som en straf i sig selv. Sager udskydes, fordi dommere ikke møder op, fordi anklageren ikke har papirerne, eller fordi forsvareren ikke får aktindsigt. I venezuelansk retspraksis kaldes fænomenet »retardo procesal«, procesforsinkelse. FN's Uafhængige Internationale Fact-Finding-Mission om Venezuela, nedsat af Menneskerettighedsrådet i 2019, har beskrevet netop langvarige, vilkårlige tilbageholdelser som en del af et mønster, der efter missionens vurdering kan udgøre forbrydelser mod menneskeheden.
Alternative foranstaltninger og amnestilove
De løsladelser, der nu finder sted, sker for langt de flestes vedkommende ikke som domme eller frifindelser. De sker som »medidas cautelares sustitutivas«, subsidiære foranstaltninger efter artikel 242 i den venezuelanske strafferetsplejelov, Código Orgánico Procesal Penal, i daglig tale COPP. Konkret betyder det fodlænke, mødepligt hos en domstol, husarrest eller forbud mod at forlade landet. Personen er ude, men sagen er ikke afsluttet.
Det er kernen i kritikken. Et amnesti ville slette sigtelsen og gøre det umuligt at hente den pågældende ind igen. En subsidiær foranstaltning gør det modsatte: den lader sagen stå åben og giver myndighederne en indgang til at trække personen tilbage i fængsel, hvis det politiske vejr skifter. Der findes eksempler på, at aktivister er blevet løsladt og anholdt igen inden for få uger. Forhandlingssystemet fungerer som en svingdør, ikke som en udgang.
Amnestilove er blevet foreslået i Nationalforsamlingen ad flere omgange, men uden at retsvæsenet selv er blevet reformeret. Tribunal Supremo de Justicia, TSJ, hvis dommere udpeges i en politisk proces, er stadig den øverste instans i de sager, man nu lukker i det små. Uden udskiftning i anklagemyndigheden og dommerstanden er løsladelsen en administrativ beslutning, ikke en retlig afgørelse.
Byttehandler som fast rutine
Venezuela har i årevis vekslet mennesker for mennesker, og mønsteret er ældre end den nuværende krise. I 2018 blev amerikaneren Joshua Holt løsladt efter et besøg af en amerikansk senator. I oktober 2022 blev seks ledere fra oliefirmaet Citgo frigivet mod to nevøer af Cilia Flores. I december 2023 blev den colombianske forretningsmand Alex Saab udvekslet mod ti amerikanere og den eftersøgte Leonard Glenn Francis, kendt som »Fat Leonard«.
Det er disse udvekslinger, der har skabt den forhandlingskanal, som de 39 løsladelser nu skriver sig ind i. Samtidig har USA justeret sanktionerne i takt med, at samarbejdet er gået frem og tilbage: Chevron fik licenser, fik dem indskrænket, fik dem delvist tilbage, og Barbadosaftalen fra oktober 2023 lagde en ramme, som parterne siden har fortolket meget forskelligt.
Washington måler fremgang i olie, migration og valgkalendere. Det giver en skævhed. De mennesker, der venter i El Rodeo I, El Helicoide eller Tocuyito, venter på noget andet: en kendelse, en journal, en læge. De er ikke parter i en byttehandel, men genstande for den.
Inde i fængslerne: praner, tortur og tavshed
Forholdene bag murene er ikke et spørgsmål om finjustering. I store dele af det venezuelanske fængselssystem styrer fanger, såkaldte »praner« (ental: pran), enkelte fløje og afdelinger. De opkræver penge for en madras, for et besøg, for adgang til vand, og de afgør, hvem der kan modtage medicin. Staten har i praksis overdraget en del af kontrollen med institutionerne til dem, der er indsat i dem.
Menneskerettighedsorganisationer og FN's fact-finding-mission har dokumenteret brug af elektrisk stød, »el teléfono«, hvor slag mod begge ører giver sprængte trommehinder, og »la bañera«, hvor hovedet holdes under vand. Metoderne beskrives i beretninger fra SEBINs center i El Helicoide og fra DGCIMs faciliteter i det centrale Caracas. Vilkårene i selve fængslerne er præget af tuberkulose, skab og manglende tandbehandling. Den Internationale Røde Kors Komité har fået adgang til visse anstalter, men adgangen er selektiv og sjælden uanmeldt.
Hvad en løsladelse ikke retter op på
For de 39 familier er nyheden reel. Et menneske, der kommer ud af en celle, er ikke et abstrakt tal, og det skal ikke pakkes ind i forbehold. Men en løsladelse uden en retlig afslutning efterlader den pågældende i et ingenmandsland, hvor fodlænken og mødepligten er en daglig påmindelse om, at myndigheden kan tage beslutningen tilbage.
Her ligger skillelinjen. Enten er de 39 begyndelsen på en systematisk gennemgang af sagerne, hvor også de 344 får deres sag prøvet for en uafhængig dommer. Eller også er de en kurateret indrømmelse, der køber ro på den internationale scene, mens resten bliver siddende.
Hvad heling ville kræve, er ikke hemmeligt: en anklagemyndighed, der kan føre sager uden instrukser, en dommerstand udpeget uden politisk kvotering, et program for vidnebeskyttelse og adgang for uafhængige observatører til fængslerne. Indtil da er hver løsladelse et lån, ikke en afslutning. Den næste runde forhandlinger kan kræve det tilbage.
