Tallene der ikke fortæller hele sandheden
En ny rapport har placeret Colombia og Brasilien i toppen af listerne over de farligste lande for miljøaktivister. Tallene er kolde: 39 drab i Colombia og 26 i Brasilien. Men når vi reducerer mennesker til statistiske datapunkter i en global oversigt, mister vi selve essensen af tragedien. En aktivist er ikke bare et nummer i en rapport om vold; det er et tab af et led i en ubrudt kæde af viden, der har passet på disse skove i århundreder.
Rapporten bemærker desuden et fald i det globale antal drab på miljøaktivister, fra 146 til 128. Det lyder som en succes. Men man bør spørge sig selv, om denne nedgang afspejler en mere sikker verden, eller om det blot er et tegn på, at volden er blevet mere diskret. Er det sket, fordi de kriminelle har trukket sig, eller fordi de statslige institutioner er blevet bedre til at dække over deres egen manglende evne til at beskytte borgerne? Måske er volden blot flyttet fra de åbne gader til de dybe, uoverskuelige skovområder, hvor ingen tilskuer ser det ske.
Kriminalitet som dække for systemisk svigt
Ofte bliver narrativet om volden i Latinamerika præsenteret gennem linsen af "organiseret kriminalitet" og "lejemordere". Det er en bekvem forklaring. Hvis volden blot er et resultat af bandekrig, kan staten frithenede sig selv. Men hvis man ser nærmere på de juridiske rammer, tegner der sig et andet billede. Problemet er sjældent bare bander; problemet er det juridiske tomrum, som staten efterlader.
Når ejendomsretten til landområder er uklar, og de formelle skøder mangler, bliver jorden et frit bytte. Uden en stærk stat til at håndhæve landrettigheder, bliver lovløshed den naturlige tilstand. Her træder de kriminelle grupper ind, ikke som afvigere fra samfundet, men som en uformel magtfaktor, der udfylder det tomrum, hvor retssikkerheden burde have været. Det er en systematisk udhulning af de oprindelige folks rettigheder, som gør det muligt for de mest brutale aktører at operere med nærmest straffrihed.
Økocid og tabet af kulturel suverænitet
Når en leder fra en indfødt garde dør, handler det ikke kun om et menneskeliv. Det handler om et tab af traditionel økologisk viden (TEK - Traditional Ecological Knowledge). For mange oprindelige folk er forbindelsen til jorden ikke blot et spørgsmål om ressourcer, men en åndelig nødvendighed. Skoven er ikke en råvare; den er et levende væsen, som de er en del af.
Når de forsvarer skoven mod minedrift eller intensivt landbrug, forsvarer de deres egen eksistensberettigelse. Når en aktivist bliver dræbt, dør en del af et fællesskabs hukommelse. Det er en form for økocid, hvor ødelæggelsen af økosystemet og drabet på dets vogtere sker i en symbiose. Uden dem, der kender hver plante og hvert vandløb, kollapser den sociale struktur, der holder naturen i balance.
Den globale efterspørgsel på råstoffer
Volden i Colombia og Brasilien kan ikke forstås isoleret. Den er tæt knyttet til den globale commodity frontier – den grænse, hvor naturressourcer omdannes til globale handelsvarer. Efterspørgslen på soja, kvæg, guld og kobber driver ekspansionen ind i de sidste uberørte områder. Verdens behov for billige råvarer skaber et økonomisk pres, der fungerer som en katalysator for volden.
Denne proces er ikke ny. Den er en fortsættelse af en historisk pattern af fordrivelse, der har præget Latinamerika siden kolonitiden. Forskellen i dag er hastigheden og de globale finansielle strømme, der gør det ekstremt profitabelt at ignorere de menneskelige omkostninger. Det, der sker i de colombianske skove, er ikke lokale konflikter; det er de brutale konsekvenser af et globalt forbrugsmønster.
Præemptiv vold og frygtens klima
Vi taler ofte om drabet som det ultimative mål, men for mange aktivister er det den konstante trussel, der er det mest effektive våben. Det er det, man kan kalde præemptiv vold. Det er ikke nødvendigvis et skud, der dræber, men det er truslen om det forsvundne menneske eller den uidentificerede bil, der følger efter dig. Denne atmosfære af frygt skaber en form for social lammelse.
Når folk lever i konstant frygt for at blive angrebet eller bortført, trækker de sig tilbage. De holder op med at organisere sig, de holder op med at protestere, og de holder op med at overvåge deres territorier. Denne frygt er et værktøj til at sikre de store landbrugs- og mineprojekter. Det handler ikke om at begå et enkelt mord, men om at underminere selve muligheden for modstand. Det er en systematisk krise for menneskerettighederne, hvor retten til overhovedet at eksistere på sit eget land bliver gjort til et spørgsmål om liv eller død.
