Skyggen fra Pretoria: En fred der aldrig nåede ud til landsbyerne
I november 2022 blev der underskrevet en aftale i Pretoria, som mange så som slutningen på den blodigste borgerkrig i Etiopiens moderne historie. Aftalen mellem den føderale regering og Tigray People's Liberation Front (TPLF) lovede våbenhvile og genopretning af orden. Men på jorden i Tigray, Amhara og Oromia føles freden snarere som en tynd fernis, der dækker over en dyb, ulmende vrede. Den politiske stabilitet, som premierminister Abiy Ahmed har forsøgt at bygge op omkring sin model for national enhed, er i dag udfordret af en løs koalition af syv grupper, der kalder sig Ethiopian Peoples’ Forces Alliance for Survival. Men mens analytikere diskuterer, om denne alliance kan matche den føderale hær militært, er det vigtigere at spørge, hvad prisen er for de millioner af mennesker, der lever i et sikkerhedsmæssigt vakuum.
Problemet med Pretoria-aftalen er ikke nødvendigvis dens indhold, men dens manglende evne til at adressere de territoriale sår, der stadig bløder. I det vestlige Tigray, et område præget af etniske spændinger og fordrivelse, har implementeringen af freden været så mangelfuld, at det har skabt grobund for nye konflikter. Når de centrale myndigheder ikke kan eller vil håndhæve grænserne mellem etniske regioner, overlader de magten til militser, hvilket gør enhver politisk løsning til en lokal kampplads snarere end en national forsoning.
En alliance af modstridende interesser
Den nydannede alliance af syv oprørsgrupper fremstår ved første øjekast som en samlet front mod Abiy Ahmeds centralisering af magten. Men ser man nærmere efter, er det en meget heterogen sammensætning. Her findes grupper med radikalt forskellige dagsordener: fra regionalister der kæmper for autonomi, til grupper som Fano, der primært opererer med etniske motiver i Amhara-regionen, til Oromo Liberation Army (OLA), der ønsker en fundamentalt anderledes føderal struktur. De har fælles fjender, men deres visioner for et fremtidigt Etiopien er ofte uforenelige.
Denne "konstruktive tvetydighed" er oprørernes styrke i kamp, men deres svaghed i styre. Hvis de lykkes med at udfordre den føderale regering, risikerer de ikke at skabe en ny enhed, men snarere at accelerere fragmenteringen af landet. Spørgsmålet er, om denne alliance er et forsøg på at redde den etiopiske stat, eller om det blot er en løs koalition af regionale interessegrupper, der vil føre til et endnu mere ustabilt og opsplittet periferi. For civilisterne betyder det, at uanset hvem der vinder, kan vejen til stabilitet se ud som endnu flere etniske grænser trukket med sværd.
Droneangreb og den manglende sandhed
Sideløbende med den militære eskalering udkæmpes en intens informationskrig. Rapporter om droneangreb, der rammer skoler, markeder og nødhjælpskonvojer, når sjældent frem til de internationale medier med verificerede detaljer. Den føderale regering afviser konsekvent anklager om overgreb og hævder ofte, at militære operationer kun rammer terrorister. Omvendt hævder oprørsgrupperne, at staten benytter sig af systematisk udmatning af befolkningen gennem målrettede angreb på infrastruktur.
Dette skaber et informationsmæssigt mørke. Når man ikke kan verificere, om en lufthavn eller en madvaretransport blev ramt af en drone eller et artillerigreb, forsvinder ansvarsplaceringen i et hav af benægtelser. For den jævne etiopier betyder denne mangel på uafhængig kontrol, at ingen kan holdes ansvarlig for de civile tab. I dette kaos er sandheden ikke blot et spørgsmål om perspektiv, men et offer for krigens logik, hvor usikkerhed er et strategisk værktøj.
Sult som et biprodukt af politisk lammelse
Det mest tragiske aspekt ved den nuværende ustabilitet er de humanitære konsekvenser. Det handler ikke om strategiske positioner eller militær dominans; det handler om tilgængelighed af basale fornødenheder. Når de politiske aftaler fejler i at skabe lokal sikkerhed, bliver humanitær bistand til et politisk våben eller et mål. Rapporter om blokerede veje og angreb på hjælpeorganisationer i de konflikteramte områder vidner om et system, der er ved at bryde sammen.
I de områder, hvor de syv grupper kæmper, er fødevaresikkerheden i frit fald. Landbruget er lammet, fordi bønderne ikke tør gå ud på markerne, og de logistiske ruter, der skal forbinde produktionsområder med byerne, er mineret eller kontrolleret af militser. Det er en form for krigsførelse, der ikke nødvendigvis kræver store slag, men som langsomt udhuler befolkningens modstandskraft. Sulten i Etiopien er ikke kun et resultat af tørke; den er et direkte resultat af den politiske og militære ubeslutsomhed.
Fremtidens Etiopien: Enhed eller opløsning?
Kan Abiy Ahmed modstå presset fra denne udbredte modstand? Han kontrollerer de formelle institutioner og de mest avancerede våben, herunder droneteknologien, der har ændret krigens karakter i regionen. Men militær styrke kan sjældent løse de underliggende årsager til utilfredshed. Hvis regeringen kun svarer med magt og yderligere centralisering, risikerer den at bekræfte oprørernes narrativ om undertrykkelse.
Samtidig står oprørsalliancen over for det umulige valg: skal de fungere som en disciplineret politisk kraft eller som en række lokale militser? Hvis de forbliver en fragmenteret samling af regionale interesser, vil de kun kunne skabe kaos, ikke et nyt fundament. Etiopiens fremtid afhænger ikke af, om én part vinder over den anden, men om der kan findes en politisk arkitektur, der anerkender de etniske realiteter uden at ofre den nationale sammenhængskraft. Indtil da vil de civile i Etiopien fortsat betale prisen for de politiske spil, mens de venter på en fred, der aldrig rigtig har fundet vej til deres døre.
